Den mindste tvivl…

Afholdenhed, der blev kendt af menneskene under Glædens Tidsalder, blev fuldkomment overholdt af de velsignede generationer, der fulgte Ledsagerne, og blev et mål at opnå for næsten for næsten hver eneste troende. Det var under denne periode, at Bishr al-Khâfi’s søster spurgte Imam Ahmad ibn Hanbal:

“Oh Imam, jeg spinder normalt (uld) [siddende] ovenpå mit hus om natten. Ved den tid passerer nogle embedsmænd med fakler i hænderne, og det sker, at jeg ufarvarende får gavn af lyset fra deres fakler. Betyder dette, at jeg blander mine fortjenester med noget, der er optjent ved religiøst ulovlige metoder?”

Den store Imam brød ud i gråd ved dette spørgsmål, og svarede: “Noget, der er tvivlsomt, selv i denne mindste detalje, må ikke finde vej ind i Bishr al-Khâfi’s hus.”

* I den islamiske litteratur henviser Glædens Tidsalder til den tid, da Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) levede og ledede sit samfund.

– Fra Al-Qushayri, Al-Risâla, 111 –
– Den danske oversættelse fra bogen “Nøgle begreber ved praksis af Sufisme” af Fethullah Gülen  –

Kærlighed er Skabelsens Essens

Menneskehedens Stolthed var et kærligt og lidenskabeligt menneske. Et af hans navne var Habibullah (Gud’s Elskede). Udover at betyde én, der elsker, betyder habib også én, der bliver elsket, én, der elsker Gud, og som Gud elsker. Sufimestre som Imam Rabbani, Mawlana Khalid og Shah Waliyyullah erklærer, at kærlighed er endestationen på den spirituelle rejse.

Gud skabte universet som en manifestation af Hans kærlighed til Sine skabninger, især menneskeheden, og Islam blev det klæde, der er vævet af denne kærlighed. Med Bediüzzamans ord er kærlighed skabelsens essens. På samme måde som en moders kærlighed tillader kirurgen at operere på hendes syge barn, tillader jihad krig, hvis det er nødvendigt, for at bevare så fundamentale menneskerettigheder som retten til liv og religiøs frihed. Jihad betyder ikke udelukkende krig.

Engang sagde en ven til mig: “Du møder enhver, uden undtagelse og uanset tro, og det bryder muslimernes spændinger. Men det er et islamisk princip at elske det eller den, som skal elskes på Gud’s vej, og at misbillige det eller den, der skal misbilliges på Gud’s vej.” Dette princip bliver faktisk ofte misforstået, for i Islam skal hele skabelsen elskes, ifølge reglen om kærlighed på Gud’s vej.

“Misbilligelse på Gud’s vej” gælder kun følelser, tanker og egenskaber. Således bør vi misbillige ting som immoralitet, vantro og polyteisme, men ikke dem, der deltager i det. Gud skabte menneskeheden som ædel, og alle har, til en vis grad, del i denne ædelhed. Engang stod Hans Budbringer, i respekt for menneskeheden, da et begravelsesoptog for en jøde drog forbi. Da Profeten blev mindet om at den afdøde var jøde, svarede Profeten: “Men han er et menneske”, og viste dermed den værdi, Islam tillægger menneskene.

Det viser, hvor højt, Profeten respekterede hvert menneske. Udfra det kan visse muslimske individers og institutioners selvproklamerede engagement i terrorhandlinger aldrig godkendes af Islam. Årsagerne skal findes i dem selv, deres falske fortolkninger samt andre faktorer og motiver. Islam støtter ikke terror, så hvordan skulle en muslim, der forstår Islam rigtigt, blive terrorist?

Hvis vi, indenfor disse rammer, undtager bestemte perioder og individer, er tyrkernes forståelse af, hvad Islam tillader at fortolke, korrekt og positiv. Hvis vi globalt kan sprede forståelsen hos kærlighedshelte som Niyazi-i Misri, Yunus Emre og Rumi, hvis vi kan udstrække deres budskaber om kærlighed, dialog og tolerance til de, der tørster efter dette budskab, vil alle løbe mod den omfavnelse af kærlighed, fred og tolerance, vi repræsenterer.

Islams definition på tolerance er så udstrakt, at Profeten forbød verbal tilsmudsning, endogså af ikke-troende. Eksempelvis døde Abu Jahl inden han tog imod Islam på trods af Profetens anstrengelser. Hans vantro og fjendskab mod Profeten var så stort, at han fortjente titlen Abu Jahl: Uvidenhedens og Ulydighedens Fader. Hans utrættelige modstand mod Islam var en torn i siden på muslimerne.

På trods af det fjendskab advarede Profeten engang en af sine Ledsagere, der talte fornærmende om Abu Jahl, i et selskab, hvor dennes søn, Ikrimah, var til stede: “Lad være med at såre andre ved at kritisere deres fædre.” Ved en anden lejlighed sagde han:

“Det er en stor synd at forbande éns moder og fader.” Ledsagerne spurgte: “Oh Gud’s Budbringer, ville nogen da forbande deres forældre?” Profeternes Prins svarede: “Når én forbander en andens fader, og den anden forbander éns egen fader til gengæld, eller når nogen forbander en andens moder og den anden gør det samme til gengæld, vil de have forbandet deres forældre.”

Mens Barmhjertighedens Profet var usædvanligt sensitiv, når det drejede sig om at respektere andre, er der muslimer i dag, der retfærdiggør deres frastødende adfærd med basis i religionen. Hvilket viser, at de ikke har forstået Islam, der ikke har plads til ondskab og had.

Koranen presser stærkt på for tilgivelse og tolerance. I et vers siger den om de fromme: De sluger deres vrede og tilgiver folk. Gud elsker dem, der gør godt (3:134). Med andre ord gør muslimer ikke gengæld, når de verbalt bliver overfusede eller angrebet. Som Yunus siger handler de, om muligt, som om de ikke har hænder eller tunge at svare med og intet hjerte at harmes over. De sluger deres vrede og lukker øjnene for andres fejl. De ord, der er valgt i dette vers er meget meningsmættede. Kazm, der oversættes til at sluge, betyder rent faktisk at sluge noget ligesom en torn, der ikke kan sluges; så det betyder at sluge éns vrede, uanset hvor svært det er. I et andet vers der, mens det fortæller om de troendes egenskaber, siger: Når det hænder, at de går forbi noget forfængeligt og nyttesløst, passerer de det med værdighed (25:72).

Når vi betragter Gud’s Budbringers ophøjede liv, må fred og velsignelser være med ham, ser vi, at han altid praktiserede Koranens forskrifter. For eksempel, da en Ledsager engang angrede  en synd og indrømmede: “Jeg har begået utugt. Uanset hvad min straf er, giv mig den og rens mig.” Profeternes Prins svarede: “Vend tilbage til din anger, for Gud tilgiver alle synder.” Denne hændelse gentog sig tre gange. En anden gang var der en Ledsager, der klagede til ham over én, der havde stjålet hans ejendele. Men da straffen skulle udføres, sagde Ledsageren: “Jeg har skiftet mening og vil ikke forfølge min sag. Jeg tilgiver dette menneske.” Profeten spurgte: “Hvorfor bragte du denne sag for retten? Hvorfor tilgav du ham ikke fra begyndelsen?”

Når sådanne eksempler studeres i deres originale kilder, står et klart, at den metode, som de som handler udfra fjendskab og had, som betragter alle andre med vrede og som sværter andre til med udtryk som vantro, er u-islamisk, for Islam er en kærlighedens og tolerancens religion. En muslim er en person af kærlighed og varme, som undgår enhver slags terrorhandling og som ikke nærer noget ondskab og had mod nogen eller noget.

– Fethullah Gülen, Kærlighed er Skabelsens Essens –

Hvis vi kunne indprente i vore hjerter..

Når et dyr dør, bliver det glemt og dets gravplads går tabt. Dette er imidlertid ikke tilfældet med et menneske. Tænker de mennesker, der forsømmer at vedligeholde minderne og gravene efter deres forfædre, ikke på at de reducerer dem til dyrenes stade? Respekt for de døde betyder en sikkerhed, der er garanteret de levende, angående deres egen fremtid. En af de vigtigste metoder til at besejre folks hjerter med, er at man altid søger en lejlighed til at gøre godt mod andre og, når sådan en lejlighed byder sig for, benytter sig af den uden tøven. Hvis bare vi kunne indprente i vore hjerter altid at gøre godt mod andre!

– Fethullah Gülen –

M. Fethullah Gülen

En fremragende forfatter, som jeg har læst et par bøger af på dansk. Besøg hans hjemmeside for at yderligere blive inspireret: Fethullah Gülen

  • Det virkelige liv er det, der leves på det åndelige plan. De, hvis hjerter er levende og besejrer fortiden og fremtiden, kan ikke fastholdes af tiden. Sådanne mennesker er aldrig overdrevent ulykkelige over fortidens sorger eller bekymrede for fremtiden. De, der ikke kan opleve fuld eksistens i deres hjerter, og derfor lever banale og overfladiske liv, er altid nedtrykte og tilbøjelige til at føle håbløshed. De anser fortiden for en frygtelig grav og fremtiden som en bundløs brønd. Det er en lidelse, hvis de dør, og det er en lidelse, hvis de overlever. 

  • Ligegyldigt hvor stort et mål, projektet har, skal man altid tage de nødvendige forholdsregler for at nå det. Hvis ikke man lægger en realistisk handlingsplan og omhyggeligt afvejer de mulige fordele og mangler, er man enten ikke seriøs eller også er man bare direkte tåbelig. Sådanne menneskers indsats er ofte mere skadelig end deres inaktivitet.

  • Din virkelige status overfor Skaberen er målt efter din energi og storheden i dine mål. Det tydeligste tegne på disse to bestanddele er, at du villigt ofrer din egen komfort og at du ønsker andres velstand. Kan man forestille sig et større offer end at træde på ens egen værdighed for det sociale velfærds skyld, at holde ens temperament i ave, selvom man har lyst til at råbe, og at begrænse ens egne begær i en tid med personlig overflod?

  • Menneskeheden er et træ, og nationerne er dets grene. Begivenheder, der forekommer som stormvejr, kaster dem mod hinanden og får dem til at støde sammen. Selvfølgelig kan træet føle den resulterende skade. Dette er betydningen af: “Hvad vi end gør, gør vi mod os selv.”

  • Nætterne er som arenaer, hvor folk opdager, udvikler og forbereder sig på menneskelig glæde og sindsro. Store idéer og værker blev altid udviklet i livmoderens mørke, og blev tilbudt til gavn for menneskeheden.