Hør på fløjten, hvor den fortæller
Og fører klage over skillsmissens smerter:
Siden de skar mig bort fra rørenes krat,
Har mænd og kvinder jamret, rørt af min klage:
Adskillelsen får mig til at søge et sænderrevet bryst
For at tolke længselsens smerte for det.
Enhver som dvæler fjernt fra sin rod,
Længes bestandig efter genforeningens stund.
I alskens selskab lod jeg min klage lyde,
Jeg blev en fælle af de glade og de ulykkelige.
Enhver blev min ven i det som fyldte ham selv;
Men ingen søgte mine hemmeligheder i mit inderste.
Min hemmelighed er ikke fjernet fra min klage,
Men den er ikke åbenbar for øje og for øre.
Legemet er ikke skjult for sjælen og sjælen ikke for legemet;
Dog falder det ikke i nogens lod at skue sjælen.
Denne fløjteklage er en ild og ikke en vind;
Hver som mangler denne ild, måtte han forgå.
Elskovs ild er det som flammer i fløjten,
Elskovs uro er det som gærer i vinen.
Fløjten er en fælle af hver som er adskilt fra vennen;
Dens melodier sønderriver vore slør.
Hvem har set em gift og en modgift som fløjten?
Hvem har set en hjerteven, en længselsfuld som fløjten?
Kun den afsindige er indviet i denne indsigt,
Så sandt som tungens eneste modtager er øret.
I vor kummer er dagene blevet en utid,
Sviende plager er dagenes ledsagere.
Om dagen end således svinder, lad dem svinde, det gør intet!
Men Du skal blive, for ingen er ren som Du.
Enhver undtagen fisken får snart nok af vandet;
Enhver som er uden dagligt brød, hans dage bliver lange.
Ingen som er rå, kan fatte dens modnes tilstand,
derfor lad talen være kort, i Guds Navn!
Bryd lænken og være fri, min søn!
Hvor længe vil du være slave af sølv og guld?
Selv om du vil hælde oceanet i din krukke,
Bliver alt hvad den kan rumme dog kun een dags portion.
Aldrig får den begærliges øje krukken fyldt;
Før muslingeskallen får nok, fyldes den ikke af perlen.
Kun den hvis klædning sønderrives af elskov,
Bliver fuldstændig blottet for begær og skændsel.
Vær hilset, o elskov, vore søde galskab,
Du læge for alle vore brøst!
Du vor stoltheds og hovmods lægedom,
Du vor Platon og Galenos!
Elskoven hæver jordlegemet til himmelsfærerne,
Bjerget træder dansen og bliver overgivent.
Af elskov blev Sinai betaget, o elsker!
Sinai blev beruset, og Moses faldt i afmagt.
Hvis jeg var forenet med en ligesindets læbe,
Ville jeg ligesom fløjten sige alt som kan røbes.
Enhver som er skilt fra den der taler hans sprog,
Bliver stum om han så end havde hundrede sange.
Når rosen er forsvundet og rosenhaven visnet,
Hører man siden ikke noget til nattergalen.
Den elskede er alt, elskeren er kun et slør;
Den elskede er levende, og elskeren er livløs.
Når elskoven mister sin svingkraft,
Bliver elskeren, ak! som en vingeløs fugl.
Hvorledes kan jeg bevare min indsigt, enten for eller bag,
Når min vens lys ikke skinner for og bag?
Elskeren kræver dette ord bliver kundgjort:
Hvad er vel dit spejl, når det ikke kan spejle?
Ved du, hvor dit spejl ikke kan spejle?
Fordi rusten ikke er gnedet bort fra dets flade.
- Fra “Mathnawi” af Rumi -
- Dansk oversættelse: Fra bogen “Sufisme” af Johannes Pedersen
og Svend Søndergaard -
