• Herre! Du åbner ikke døren til Dit storslåede hus for mig, ej heller lader Du mig i fred i mit eget – invitér mig til Mekka. Eller lad mig i fred i Basra. En gang ønskede jeg Dig så meget, at jeg ikke turde gå forbi Dit hus – og nu, jeg end ikke værdig til at blive lukket ind. Jeg vil slet ikke have huset, jeg vil have husets Herre! Hvad kunne jeg gøre med kaabaen, hvis den var min? Det er det berømte idol i verden. Gud er ikke indeni det, og Han er ikke udenfor det – sandheden er, at Han slet ikke behøver det…

  • “Rabi’a - Rabi’a! Hvordan forestiller du dig paradiset?”
    “Jeg forestiller mig det sådan: Først naboen – så huset.”

  • Gud! Hvis Du i morgen på dommens dag sender mig til helvede, så vil jeg fortælle en sådan en hemmelighed, at selv helvede vil falde sammen og løbe fra mig, og ikke standse før det er tusinde år borte fra mig. Giv Dine fjender det gode i denne verden – Giv paradisets skatkamre til Dine venner – Men for mig er Du alt, jeg behøver.

  • Gud: Hvis jeg stræber efter Dig på grund af frygt for helvede – brænd mig der. Hvis jeg stræber efter Dig på grund af ønsket om paradis – luk mig ude. Men hvis jeg stræber efter Dig for Din egen skyld alene, så fornægt mig ikke Din endelige skønhed.

  • Jeg bærer en lampe i den ene hånd og en spand vand i den anden; med disse to ting skal jeg sætte ild i himlen og slukke ilden i helvede. Så de rejsende til Gud kan rive forhængene til side og se det sande mål.

  • Kaldet til bøn minder mig om trompeten, der skal lyde på dommedag. Når jeg ser sneen falde, ser jeg kun de blanke hvide sider i bogen, hvor mine gode handlinger skulle være skrevet, blæsende omkring vinden.